Udskriv

Mit navn er Rasmus Andersen. jeg er 30 år og født med rygmarvsbrok. Dette er historien om mig og min swiss-trac og en mangeårig drøm der pludselig gik i opfyldelse:

For nogle år siden deltog jeg for første gang på Skanderborg festivalen sammen med Rygmarvsbrokforeningen. Skanderborg festivalen er lige en festival efter mit hoved et rigtig dejligt sted at være. men når man er gangbesværet og ikke kan gå så langt ad gangen, og at det yderligere bliver besværligt i kuperet terræn, så er Skanderborg festivalen mildest talt en udfordring når man kun har sin manuelle kørestol til hjælp... sikke en masse stakkels uskyldige hjælpere man kan nå at slide op på de dage i bøgeskoven hvis man insisterer på at komme rundt og hører alt det man har planlagt hjemme fra!

Men pludselig var det problem løst, idet der pludselig stod 2 swiss-tracs i vores lejer som vi kunne benytte os af. Mage til genialt hjælpemiddel i den sammen hæng skal man lede længe efter!... jeg har nu været på skanderborgfestivallen en del gange, og har derfor både oplevet hele festivalen i bar overkrop med gedigne solskoldninger til følge OG pakket ind i tykke trøjer og flere lag regntøj, bare for at komme nogenlunde tør og varm gennem dagene. Begge yderligheder har været i selskab med swiss trac. I højt solskinsvejr men tørt hårdt underlag er der ikke de steder på festivalpladsen man er afskåret fra når bare man er "iført" en swiss trac. Og i øs sjaskende regnvejr med flere centimeter blød mudder til følge... tjaaae... kører man med lidt omtanke og ser sig en smule for så er resultatet præcis det samme... man kan nemt komme rundt når man er "iført" en swiss trac... oki oki nemt og nemt... hvad er decideret nemt i det føre... men det er ihvertfald nemmere end når man kun har sine arme til hjælp.

Nu er der så gået nogle år, siden jeg første gang stiftede bekendtskab med Niels og Swiss-trac og begge dele kan stærkt anbefales! Niels er en virkelig dygtig, sympatisk, hyggelig og hjælpsom fyr, og swiss-trac'en er intet mindre end genial set med mine øjne. jeg har nu selv fået bevilget en swiss trac af min kommune (før kommunesammenlægningerne trådte i kraft) og har haft den i nogen tid. det er bare en SKØN fornemmelse at mærke den frihed det giver... man får pludselig mulighed for at komme ud og få meget mere frisk luft, man får set sit lokalområde på en helt anden måde end før, hvor man altid sad i sin bil bare man skulle de par kilometer der er ned til Brugsen. Man møder mange flere mennesker som man ellers ikke ville komme til at hilse på og man kan komme steder hvor man ikke kan komme bare i sin kørestol.. men heller ikke i sin bil.

DET er da frihed! man behøver heller ikke altid lige at være afhængig af at spørge folk om hjælp altid.. DET er da uafhængighed!... og husker man ellers at sætte stikket i når man har været ude på sine lange ture, så kan man præcis når man vil, koble swiss trac'en på kørestolen og kører der ud af igen... DET er da selvstændighed!

Og til sidst tilbage til drømmen: Jeg har nu fået mig en hund. Noget jeg i flere år har drømt om. Idag, efter jeg har fået swiss trac'en kan jeg endelig byde på det der skal til for at være en god og betænksom hundeejer, nemlig masser af frisk luft og motion og oplevelser til min hund, og om ikke andet så ihvertfald en masse frisk luft og en masse oplevelser til mig selv .. og DET er da livskvalitet!

Netop de 4 ord er for mig den bedste betegnelse for livet efter anskaffelsen af swiss trac: Frihed... Uafhængighed... Selvstændighed ... Livskvalitet!

Og til dig Niels: TAK fordi du er den du er og for al din hjælp!

Mange hilsner Rasmus Andersen